![]()
![]()
Stefan
Seidler – folketingskandidat i Sydjylland
Debatindlæg,
25.09.2007
Folkeafstemning om
EU-reformtraktaten
Af Stefan Seidler
Folketingskandidat og formand for EU-udvalget i Det Radikale Venstre
Fortalerne for en afstemning om EU-reformtraktaten sætter spørgsmålstegn
ved Danmarks repræsentative demokrati! Man skal være varsomt med at
kræve en folkeafstemning om en sag, der egentlig ikke kræver en
folkeafstemning. Vi har vel tillid til dem vi vælger i Folketinget!?
De sidste dages nyheder fra Holland og Storbritannien om at regeringerne
ikke vil bringe reformtraktaten til en
folkeafstemning, har også pustet
til gløderne i den danske debat herom.
Lad mig derfor benytte lejligheden for at gøre reklame for Det Radikale
Venstres nyeste og gode forslag: Reformtraktaten skal først vedtages i
Folketinget efter et folketingsvalg. Dermed kan vi alle i en regulær
folketingsvalgkamp mulighed for at forholde sig til spørgsmålet om
reformtraktaten. Samtidig med at vi beholder afstemningen der hvor den
hører hjemme – nemlig i Folketinget.
Og apropos ”befolkningens medejerskab”, som flere EU-tilhængere bruger
som argument for en folkeafstemning. Her mener jeg, det ville være synd
at sende os alle til en afstemning om sådan en tynd kop te som
reformtraktaten er. Det er faktisk synd at kalde den en reformtraktat.
Hvorfor valgte man ikke at kalde den for ”balance-struktur-traktat”!?
For det beskriver faktisk indholdet bedst. Vi skal ikke til en
folkeafstemning om et par tekniske arbejdsvedtægter, som den
foreliggende reformtraktat reelt er. Med ”reformtraktaten” er der tale
om en normal traktatændring, og derfor kan Danmark sagtens følge den
normale procedure. Skulle der dog alligevel være tale om en
suverænitets-afgivelse ifølge Grundloven, så har jeg fuld tiltro til at
landets øverste jurister nok skal gøre indsigelse imod udeblivelsen af
en folkeafstemning.
Hvis man i Danmark absolut skal til en folkeafstemning, så skal det være
om Danmarks fire EU-forbehold. Send dem endelig til folkeafstemning, så
vi kan komme af med den hæmsko.
Stefan Seidler
Folketingskandidat og formand for EU-udvalget i Det Radikale Venstre