Stefan Seidler
Folketingskandidat
for Det Radikale Venstre i Sydjylland 

» 02.06.2007: Læserbrev/Synspunkt til JydskeVestkysten

 

af Stefan Seidler, folketingskandidat (Rad.V.) i Sønderborg

Akutsygehus og pest eller kolera.

Akutsygehus i Sønderborg eller Aabenraa? Det er et valg mellem pest eller kolera. Ikke fordi sygehusene er dårlige – tværtimod. Men uanset hvad man vælger, så bliver det en dårlig løsning for Sønderjylland. Med de nuværende vejforbindelser er der langt mellem Als og Aabenraa eller eventuel Flensborg. Hvorfor skal vi overhovedet træffe dette valg? Fordi vi mangler fagpersonale i sundhedssektoren. Og fordi regeringen har reduceret sundhed til et spørgsmål om effektivitet. Sundhedsministeren er tilfreds når et sygehus kan fremvise et stort antal af tilsete patienter og behandlinger. Men kvalitet i sygehusene er han ligeglad med. Og dertil kommer nyhederne om, at sundhedssektoren vil mangle 10.000 personer om bare 15 år. 

Vi må trække i håndbremsen! På kort sigt kan vi åbne op for udenlandsk sundhedspersonale. Eksempelvis er der lige syd for grænsen mange arbejdsløse læger og sygeplejere. Dernæst skal vi sikre, at der uddannes nok fagfolk til at kunne varetage opgaverne i fremtiden. Læge- og sygeplejeuddannelser skal derfor kunne optage flere studerende om året. I dag er antallet for optagelsen på de disse studieretninger fastsat centralt. Det har eksempelvis betydet, at mere end 200 kvalificerede ansøgere i 2006 blev sat på stand-by. Uforståeligt, når sundhedsvæsenet samtidig døjer med akut mangel på personale.

Stefan Seidler, folketingskandidat (Rad.V.) i Sønderborg